Forhandlinger om Hormuz, sanktioner og atomprogram kolliderer med et iransk magtapparat, hvor Revolutionsgarden og regionale allierede kan trække konflikten videre – også efter et politisk “ja” i Teheran.
Krigen med Iran har nu varet fem måneder, og de gentagne pauser i kampene har ikke bragt en stabil afslutning tættere på.
Tværtimod peger de seneste dages angreb mod amerikanske mål i Kuwait og Bahrain samt nye slag i regionen på, hvor hurtigt en skrøbelig afspænding kan kollapse.
Nøglen til, om en kommende våbenhvile holder, ligger ikke kun ved forhandlingsbordet, men i Irans indre magtforhold.
Det gør især udviklingen i og omkring Hormuz-strædet til et tidligt stresstest for både energimarkeder og global handel.
Det oplyser CNBC.
Hormuz som markedsbarometer
Memorandummet fra 17. juni åbnede et 60-dages forhandlingsvindue om Hormuz, sanktioner samt Irans atom- og missilprogram, men forløbet er allerede blevet udhulet af angreb på skibsfarten og efterfølgende eskalation.
For investorer er Hormuz ikke blot geopolitik, men en prisdriver: selv begrænset uro kan sende forsikringspræmier, fragtrater og risikoafdækning i vejret og skabe volatilitet i olie- og produktmarkederne.
USA’s gentagne fokus på at få strædet genåbnet “uden afgifter” står over for et iransk incitament til at bruge presset i strædet som løftestang i en forhandlingsøkonomi, hvor sanktioner og adgang til kapital er centrale.
Et magtapparat, der kan sabotere et “ja”
Irans civile regering under præsident Masoud Pezeshkian jagter økonomisk lettelse, herunder håbet om at frigøre indefrosne midler til en befolkning på over 90 millioner, der er tynget af årtiers sanktioner.
Men den operative kontrol over krig og sikkerhed ligger i praksis hos Revolutionsgarden (IRGC), der rapporterer direkte til den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og kan handle med betydelig autonomi.
Lagene af kommandoveje betyder, at selv en politisk aftale kan blive fortolket forskelligt – og dermed håndhævet ujævnt.
Proxies øger risikoen for “våbenhvile på papiret”
Angreb, der tilskrives Iran-allierede irakiske militser mod saudiarabiske oliefaciliteter og houthier mod pipelineinfrastruktur, illustrerer en strukturel udfordring: Teheran-sympatiserende grupper kan udvide konflikten, mens diplomater forsøger at skabe ro.
Dermed bliver kommerciel skibsfart og energiinfrastruktur ikke kun mål, men også signalværktøjer i en kamp om forhandlingspositioner – med risiko for, at markedet får en våbenhvile, der reelt aldrig bliver leveret.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
