To nye parker kan i værste fald udløse en stor statslig regning, men eksperter dæmper frygten. Investorer peger i stedet på, at rammerne – især risikofordelingen – afgør, om kapitalen kommer.
Realiseringen af havvindparkerne Nordsø Midt og Hesselø bringer debatten om statens risiko tilbage i centrum: I et tænkt worstcase kan projekterne koste skatteyderne op mod 47 mia. kr., men energiexperter vurderer, at et så dyrt udfald er usandsynligt.
Samtidig efterlyser pensionsselskaber tydeligere deling af risici mellem stat og investorer, hvis de store summer for alvor skal i spil.
Det gør vilkår, kontraktmodel og prisrisiko til de afgørende parametre – ikke kun antallet af megawatt.
47 mia. kr. lyder dramatisk – men scenariet er ikke hovedsporet
Tallet på 47 mia. kr. illustrerer, hvor store beløb der kan flytte sig, hvis støttebehov, elpriser og finansieringsforhold udvikler sig ugunstigt over tid.
Men pointen fra eksperterne er, at ekstremregningen ikke er et sandsynligt grundforløb.
I praksis afhænger statens eksponering af, hvordan indtægter og omkostninger fordeles i udbuddet, og hvor følsomt projektet er over for elprisernes udsving og leverandørpriser i en sektor, hvor inflation i komponenter og renter har presset økonomien.
For staten handler det ikke kun om at undgå et dyrt udfald her og nu, men om at designe et system, der kan tiltrække kapital uden at socialisere tab og privatisere gevinster.
Det bliver et finjusteret valg mellem høj investeringssikkerhed (som typisk koster) og markedsrisiko (som investorer kræver kompensation for).
Pensionsselskabernes efterlysning af risikodeling peger på en mere strukturel udfordring: Havvind kræver meget kapital tidligt i projektet, og afkastprofilen bliver hurtigt uattraktiv, hvis reglerne flytter sig, eller hvis en stor del af risikoen – fx pris- og volumenrisiko – lægges ensidigt på investoren.
For langsigtede investorer som pensionskasser er stabile rammer ofte vigtigere end den sidste marginale procent i afkast.
Næste slag: Kontraktformen og hvem der bærer markedsrisikoen
Det centrale bliver, om staten vælger en model, hvor investorerne får en mere stabil indtjening, eller om projekterne i højere grad skal stå på egne ben i elmarkedet.
Uanset model vil udbudsvilkår og risikodeling afgøre tempoet i udbygningen – og hvor stor en buffer staten reelt skal have mod “gigantregningen”.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
