Præsidenten nedtoner frygten for en energichokbølge trods trusler om at lukke Hormuzstrædet, men hans hårde linje kan øge geopolitisk præmie i olie og shipping.
USA’s præsident Donald Trump afviser at lade sig presse af udsigten til et sammenbrud i freds- og atomforhandlinger med Iran.
I et telefoninterview signalerer han, at han ikke føler hast med at genoptage forhandlingerne, selv om markedet reagerer på meldinger om iranske trusler mod Hormuzstrædet.
Samtidig hævder Trump, at olieprisen snarere vil falde kraftigt på kort sigt, og at amerikanerne vil acceptere højere benzinpriser, hvis målet er at forhindre iranske atomvåben.
Udmeldingerne kommer, mens spændingerne også er drevet af Israels operationer i Libanon og konflikten med Hizbollah.
Det oplyser CNBC.
Forhandlinger som risikoaktiv: hård retorik, uklart slutspil
Trumps budskab er usædvanligt kontant: Hvis forhandlingerne er forbi, er de forbi.
Han afviser, at iranerne direkte har meddelt ham, at de trækker sig, men lægger samtidig afstand til processen og kalder den langtrukken.
Det gør diplomati til en mere binær markedsfaktor: Enten en aftale, eller en eskalation.
For investorer øger det usikkerheden om “end game” – netop det, som normalt dæmper energipræmien i olie.
Når USA’s præsident ikke signalerer forhandlingsvilje, bliver risikoen for fejltrin højere, og markedet vil typisk prissætte større sandsynlighed for forstyrrelser i forsyningskæderne, også selv om de faktiske leverancer fortsætter.
Hormuz og energipriser: Trumps fald-scenario møder markedets frygt
Trump siger, at olie “vil falde som en sten” og peger på et stort antal tankskibe, der er lastet.
Men Hormuzstrædet er et strategisk chokpunkt for global olie- og LNG-transport, og alene truslen om blokade kan løfte priser via højere forsikringspræmier, længere ruter og større volatilitet i fragtrater.
Hans argument om, at USA ikke er afhængig af strædet, kan være korrekt i et snævert energisikkerhedsperspektiv, men for europæiske og asiatiske importører er det netop den globale prissætning, der er afgørende – ikke hvor tønden fysisk ender.
Derfor kan en regional konflikt hurtigt blive et globalt inflationsproblem.
Israel, Libanon og NATO: energi som alliance-test
Trump oplyser, at han vil spørge Israels premierminister Benjamin Netanyahu, “hvad der foregår med Libanon”, og han kobler samtidig Hormuz-situationen til byrdefordeling i NATO.
Den linje kan presse europæiske regeringer: Enten bidrage mere aktivt til maritim sikkerhed – eller acceptere, at energimarkedets risiko forbliver forhøjet.
For erhvervslivet er konklusionen klar: Selv uden fysisk lukning af Hormuz kan politiske udmeldinger alene flytte olie, valuta og transportomkostninger i timer – og gøre afdækning dyrere.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
