Præsidenten kobler normalisering med Israel til en mulig Iran-aftale, men Pakistan afviser – og Saudi-Arabien står fast på palæstinensisk spor.
Det kan få betydning for energi, forsvar og regional handel.
Donald Trump siger, at han har bedt en gruppe muslimske lande om at tilslutte sig Abraham-aftalerne “en masse” som led i hans forsøg på at forhandle en afslutning på krigen med Iran.
Pakistan har allerede afvist, mens de øvrige nævnte lande ikke offentligt har reageret, og en positiv respons vurderes vanskelig, ikke mindst på grund af vrede i befolkningerne over Israels Gaza-offensiv.
Trump fremstiller samtidig Iran-forhandlingerne som “gående godt”, uden at signalere en nært forestående aftale.
Strategien kan øge både det diplomatiske og markedsmæssige spændingsfelt, fordi den sammenblander sikkerhedspolitik, alliancer og handel.
Det oplyser CNBC.
Diplomati som pakkeløsning – men med åbenlyse brudflader
Trump skriver, at han “obligatorisk anmoder” om, at “alle lande straks underskriver Abraham-aftalerne” og at Iran – hvis landet indgår en aftale med ham – også bør indgå i koalitionen.
Koblingen mellem en Iran-deeskalering og normalisering med Israel er politisk logisk set fra Washington: Den kan gøre en Iran-aftale lettere at sælge til skeptikere ved at indramme den som pro-israelsk og regionsintegrerende.
Men den rummer også en indbygget konflikt, fordi Iran-sporet i praksis handler om at dæmpe konfrontation, mens Abraham-aftalerne flytter regionale positioner og kan opfattes som pres på palæstinenserne.
Saudi-Arabien som nøglen – og den dyreste “pris”
For Saudi-Arabien vil anerkendelse af Israel være mere end et diplomatisk gennembrud; det er tæt knyttet til kongedømmets sikkerhed og dets rolle som vogter af islams helligste steder.
Landets linje har i årevis været, at en aftale kræver en køreplan mod palæstinensisk statslighed.
Det gør en hurtig udvidelse vanskelig, og dermed også Trumps ambition om at gøre en Iran-aftale “historisk” via en bred regional tilslutning.
Markedets blik: energi, forsvar og handelsruter
For investorer kan udspillet øge en geopolitisk risikopræmie på kort sigt: Jo mere diplomati gøres til ultimative krav, desto større er risikoen for fastlåste forhandlinger og pludselige eskalationer.
Omvendt vil selv tegn på afspænding kunne understøtte stabilitet omkring olie- og gasflow, forsyningskæder og regionale investeringsplaner.
Men Pakistan har allerede markeret, at landet “ikke er forpligtet” af sådanne krav – en påmindelse om, at Abraham-aftalernes næste fase ikke alene er et spørgsmål om vilje i Washington, men om indenrigspolitik og legitimitet i de lande, Trump forsøger at samle.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
