Chipgiganten leverer eksplosiv vækst drevet af HBM til AI-servere, men markedet kræver endnu mere – og prissætningen af AI-vinderne bliver stadig hårdere.
SK Hynix leverede et historisk stærkt andet kvartal med markant højere omsætning og indtjening, drevet af fortsat efterspørgsel efter hukommelse til kunstig intelligens.
Alligevel blev regnskabet mødt med en brutal reaktion på aktiemarkedet, hvor aktien faldt kraftigt.
Det understreger, hvor højt forventningerne er skruet op til selskaber, der står centralt i AI-boomet – og hvor små afvigelser der kan udløse store kursbevægelser.
Det oplyser CNBC.
Rekordvækst – men ikke rekordnok for markedet
Omsætningen steg 257% i kvartalet, mens driftsresultatet voksede knap 557% målt år til år.
Sammenlignet med første kvartal voksede omsætningen 51%, og driftsresultatet 61%.
For første gang i selskabets historie passerede den samlede halvårsomsætning 100.000 mia. won, hvilket SK Hynix fremhæver som et klart signal om robust AI-drevet efterspørgsel.
Alligevel faldt aktien over 15% torsdag.
Forklaringen ligger mindre i regnskabets retning og mere i prissætningen: SK Hynix er blevet et af markedets mest rendyrkede AI-cases, og analytikernes forventninger er “supercharged”.
Når forventningsniveauet er ekstremt, kan selv stærke tal opleves som en skuffelse.
HBM4 og priskraft: Kapløbet om AI-servere intensiveres
Selskabet peger på stigende priser på high-performance produkter til AI-servere, som har løftet indtjeningen.
Ifølge eToros APAC-analytiker Josh Gilbert viser en bruttomargin på 83%, at priskraften består: “Det findes ikke i et marked, hvor efterspørgslen tørrer ud; det findes i et marked, hvor kunderne kæmper om udbuddet.”
SK Hynix oplyser samtidig, at HBM4 allerede er sendt i masseleverancer i andet kvartal med henblik på højere produktion i andet halvår, og at der er leveret prøver på HBM4E.
Det er afgørende i en branche, hvor teknologisk forspring hurtigt omsættes til flerårige leveranceaftaler og høje marginer.
Investeringer og kapacitet: AI-bølgen skal finansieres
Kapitaludgifterne ventes i år at lande i den høje ende af 40.000 mia. won.
Strategien er at maksimere produktionen via eksisterende knudepunkter i Icheon og Yongin, samtidig med at NAND-produktion og avanceret pakning i Cheongju styrkes.
Det viser et selskab, der accelererer i et kapitaltungt kapløb – men også et marked, der ikke alene belønner vækst, men kræver perfekt eksekvering.

Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
