En ny kvoteforhøjelse i juni skal signalere “business as usual”, men lukkede sejlruter holder tønderne væk fra markedet og fastholder inflationsrisikoen.
OPEC+ har i princippet aftalt endnu en stigning i olieproduktionens måltal fra juni på omkring 188.000 tønder om dagen.
Men så længe krigen mellem USA og Iran fortsat lammer eksporten i Den Persiske Golf og holder Hormuz-strædet lukket, bliver beslutningen primært et politisk signal.
Olieprisen har allerede ramt fireårige højder, og markedet begynder at indregne både brændstofmangel og nye inflationsstød.
Samtidig forlader De Forenede Arabiske Emirater samarbejdet, hvilket ændrer magtbalancen i en gruppe, der i forvejen styres af få nøglelande.
Det oplyser CNBC.
Kvoter på papiret – fysisk olie mangler
De syv lande, der mødes om de løbende produktionsbeslutninger – Saudi-Arabien, Irak, Kuwait, Algeriet, Kasakhstan, Rusland og Oman – lægger op til tredje måned i træk med højere mål.
Men netop Golfens store producenter er dem, der har fået eksporten kvalt af konflikten og lukningen af Hormuz, som normalt er en af verdens vigtigste chokpunkter for olietransport.
Resultatet er et paradoks: OPEC+ viser vilje til at “åbne hanerne”, men infrastrukturen til at få olien ud til kunderne er delvist sat ud af spil.
Markedets reaktion har derfor mere handlet om geopolitisk risiko end om ekstra tønder.
UAE’s exit og en smallere beslutningskerne
UAE’s udtræden pr. 1. maj fjerner en af de få aktører med reel kapacitet til hurtigt at øge produktionen.
Det gør den interne kerne mindre, men også mere afhængig af Saudi-Arabien som stabilisator.
I praksis har OPEC+ i de senere år været et 7+UAE-format, uanset at alliancen tæller 21 medlemmer.
Når beslutningerne nu fortsætter uden Emiraterne, bliver signalværdien vigtigere: Gruppen forsøger at fastholde en forudsigelig plan for tiden efter krigen – og at afværge, at forbrugere og politikere mister tilliden til, at OPEC+ kan levere stabilitet.
Høj oliepris, inflation og skrøbelige forsyningskæder
Olie over 125 dollar pr. tønde tidligere på ugen sætter pres på alt fra flybrændstof til transport og industriproduktion, og der tales allerede om potentielle jetfuel-knapheder inden for få måneder.
Fredag faldt priserne dog på fornyede håb om diplomatisk fremdrift, efter at Iran sendte et opdateret fredsforslag via mæglere i Pakistan.
Men indtil Hormuz igen er farbart, vil selv en beslutning om højere produktion kun langsomt kunne omsættes til normaliserede leverancer – og dermed fortsat holde risikoen for et nyt globalt inflationsryk i live.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
