Manchester-borgmesterens kandidatur til et suppleringsvalg bliver læst som første skridt mod et opgør med Keir Starmer – og genantænder investorernes følsomhed over for signaler om øget låntagning.
Andy Burnham har meldt sig som kandidat i Makerfield-suppleringsvalget, et træk der i London tolkes som optakt til en senere kamp om lederskabet i Labour og i sidste ende premierministerposten.
Nyheden har udløst fornyet debat om, hvor fast Storbritannien står på sine finanspolitiske rammer, efter at Burnhams tidligere udtalelser om statslån igen er kommet i fokus.
Samtidig forsøger Burnham at gøre sin økonomiske model fra Greater Manchester til nationalt brand – men det er uklart, hvordan en mere interventionistisk linje skal finansieres.
Markedets reaktion viser, hvor hurtigt britiske obligationer stadig kan blive et politisk termometer.
Det oplyser CNBC.
Obligationsmarkedet reagerer på signaler om kursændring
Investorerne fik især øje på Burnhams bemærkning fra sidste år om, at Storbritannien “skal videre fra det her med at være i lommen på obligationsmarkedet” – en formulering, der blev opfattet som et opgør med den disciplin, der siden inflationschok og finanspolitisk uro har været central for troværdigheden.
Resultatet blev et salgspres på britiske statsobligationer, fordi markedet hurtigt indregner risikoen for større underskud, højere rentepræmie og mere politisk indblanding i den økonomiske styring.
Det er ikke alene en diskussion om retorik.
Når en mulig fremtidig regeringsleder antyder mindre hensyn til långivere, bliver den umiddelbare konsekvens, at finansieringsomkostninger kan stige – også for husholdninger og virksomheder via realkredit- og bankrenter.
“Manchesterism”: devolution, mere stat og uklare regninger
Burnham forsøger at sælge sin styringsmodel som “Manchesterism”: en blanding af mere regional selvbestemmelse, højere offentligt forbrug og en mere aktiv stat, inklusive idéer om offentligt ejerskab af forsyning og infrastruktur som energi, transport og vand.
Her ligger den største finansielle knast.
Et enkelt eksempel illustrerer størrelsesordenen: Vandforsyningsselskabet United Utilities, der dækker Manchester og Nordvestengland, har en børsmarkedsværdi på 9,5 mia. pund.
Hans mest konkrete udstillingsvindue er Bee Network, et offentligt ejet transportsystem med standardiserede takster og integration på tværs af transportformer.
Men selv i Manchester er det omstridt, hvor meget af succesen der kan tilskrives Burnham, og hvor meget der bygger på tidligere byudvikling og langsigtede beslutninger.
Regional succes er ikke automatisk national legitimitet
Burnham vil gøre resultaterne i Greater Manchester til bevis på, at en mere aktiv industripolitik kan løfte vækst.
Ifølge en rapport fra Greater Manchester Combined Authority voksede regionens økonomi hurtigere end Storbritannien som helhed i syv af ni år frem til 2023.
Men historien viser også, at populære borgmestre ikke nødvendigvis bliver stærke premierministre – og markedet vil kræve håndfaste svar på, hvor pengene skal komme fra, før det kvitterer med ro på obligationskurverne.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
