EU’s energikommissær vil undgå, at nøgledele til vindmøller samles på få hænder. For danske virksomheder kan det ændre både indkøb og udbud.
Danmarks og Europas vindindustri kan stå med en ny type flaskehals: ikke mangel på efterspørgsel, men mangel på nøgledele.
EU’s energikommissær Dan Jørgensen advarer nu mod, at vindsektoren bliver for afhængig af kinesiske komponenter i en branche, der samtidig betragtes som kritisk infrastruktur.
Det gør leverandørkæden til et strategisk spørgsmål, ikke kun et indkøbsproblem.
Det oplyser Finans.
Afhængighed rammer på tid og pris
Pointen er enkel: Hvis en stor del af de samme komponenter kommer fra få leverandører i ét land, bliver risikoen asymmetrisk.
En handelskonflikt, eksportkontrol eller logistiske forstyrrelser kan hurtigt forplante sig til danske projekter som forsinkelser, dyrere service og højere kapitalomkostninger.
I praksis er sårbarheden størst der, hvor alternative leverandører er svære at skalere: eksempelvis permanente magneter til generatorer og specialiseret kraftelektronik.
Her er tid kritisk, fordi forsinkelser typisk udskyder indtægter fra elproduktion, mens renter og kontraktbøder løber videre.
For en branche med tynde marginer kan selv små friktioner slå hårdt igennem på afkastkrav.
EU vil sætte mål for kritiske råvarer
Samtidig bevæger EU sig mod mere aktiv industripolitik.
I EU’s nye Critical Raw Materials Act er pejlemærket, at EU inden 2030 skal kunne udvinde mindst 10% af sit årlige forbrug af strategiske råvarer, forarbejde mindst 40% og genanvende mindst 25%.
Derudover må EU ikke være afhængig af ét tredjeland for mere end 65% af forbruget af en strategisk råvare på et givent forarbejdningsled.
Det er relevant for vind, fordi flere input i værdikæden kan falde ind under “strategiske råvarer” og i forvejen har koncentreret global forsyning.
Derfor handler Jørgensens budskab også om at bruge offentlige krav og udbud til at fremme europæiske leverandører, uden at lukke for handel.
Det næste, virksomheder bør holde øje med
For danske aktører bliver næste signal, om EU vælger hårde værktøjer som minimumskrav til oprindelse i udbud, screening af leverandører eller støtteordninger til produktion i Europa.
Det kan skabe nye muligheder for underleverandører, men også kortsigtet gøre komponenter dyrere.
Strategisk bør virksomhederne derfor begynde at regne på “forsyningssikkerhedspræmien”: Hvad koster diversificering og lager, og hvad koster det at lade være?
I en sektor, der lever af forudsigelighed, kan en mere robust leverandørkæde blive et konkurrenceparameter på linje med pris og effektivitet.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
