Scott Bessents plan om at købe statsobligationer tilbage har presset renterne lidt ned – men prominente investorer frygter, at indgrebene underminerer markedets prissætning og blot udsætter det politiske opgør om USA’s gæld.
USA’s finansminister Scott Bessent forsøger at dæmpe de lange amerikanske renter med mere aggressive tilbagekøb af statsobligationer og et opsigtsvækkende valutaindgreb for at støtte yennen.
Tiltagene har bidraget til at trække de lange renter ned fra niveauer, der var de højeste siden tiden før finanskrisen.
Men kritikken vokser i takt med, at markedet tvivler på, om Finansministeriet overhovedet har tilstrækkelig “ildkraft” til at styre et obligationsmarked af denne størrelse.
Og bag kritikken står nu en af USA’s mest respekterede investorer – Stanley Druckenmiller – som samtidig er Bessents mangeårige mentor.
Det oplyser CNBC.
Et kæmpe marked – og et politisk problem, der ikke kan købes væk
Bessent vil mindst fordoble tilbagekøb af længere løbende papirer i et marked, hvor der alene i 2025 blev udstedt omkring 4,8 billioner dollar i ny gæld – og hvor 2026 kan blive endnu større.
Samtidig pegede markedsaktører på, at USA’s samlede gæld netop har passeret 40 billioner dollar, og at budgetunderskuddet er på vej mod 2 billioner dollar i 2026.
Det er netop den kombination, der gør mange investorer skeptiske: Hvis underskud og finansieringsbehov fortsætter, vil enhver administrativ indsats mod højere renter ligne symptombehandling.
Druckenmiller: Indgreb er farlige uden finanspolitisk disciplin
Druckenmiller advarer om, at forsøg på at “undertrykke” renter uden finanspolitisk oprydning risikerer at skade både markederne og Finansministeriets troværdighed.
Han formulerer det skarpt: [“Hvis den 30-årige skal handles til 5,5% for at cleare, er det ikke en krise.
Det er en faktura”](https://www.cnbc.com/2026/08/25/stanley-druckenmiller-leads-doubters-who-think-bessents-bond-ploys-will-fail.html).
Pointen er, at en højere rente er prisen for risikoen – og at den mest holdbare vej til lavere lange renter er et lavere primært underskud.
Fed bliver den afgørende faktor – men kan nægte at hjælpe
Skepsissen handler også om værktøjskassen.
Finansministeriet kan i teorien trække på en generalkonto på 935 mia. dollar, men den er ikke uendelig og skal samtidig finansiere statens drift.
Flere strateger peger derfor på, at en egentlig rentekontrol kræver centralbanken, fordi Fed – i modsætning til Finansministeriet – kan udvide balancen.
Men Fed-chef Kevin Warsh signalerer modvilje mod at erstatte markedets prissætning med politisk styring, og næste test kommer allerede ved rentemødet 15.-16. september.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
