Trump-administrationen sikrer sig de facto kontrol over store dele af Venezuelas oliestrømme gennem et Barbados-baseret selskab – et usædvanligt greb, der kan flytte geopolitisk magt, men også øger de juridiske og politiske risici.
USA’s forsvarsministerium har fået en ejerandel på 35% i et privat olieselskab, North American Blue Energy Partners (NABEP), som har fået 100-årige koncessioner til 17 oliefelter i Venezuela.
Aftalen kan give Washington afgørende indflydelse på op mod 65 mia. tønder dokumenterede oliereserver og prioriteret adgang til produktionen til produktionspris.
Grebet er historisk atypisk for en amerikansk regering og kan få betydning for både energimarkeder og investeringslyst i Venezuela.
Samtidig rejser konstruktionen røde flag om governance, lovhjemmel og holdbarhed på tværs af skiftende regeringer.
Det oplyser CNBC.
Geopolitik forklædt som industripolitik
Aftalens kerne er ikke kun olie, men strategisk forsyningssikkerhed.
Udenrigsministeriet får ret til at købe 20% af NABEP’s output til produktionsomkostning og har forkøbsret til resten – en mekanisme, der i praksis kan fungere som et statsligt “nødgreb” i kriser og som værktøj til at genopfylde den amerikanske strategiske oliereserve.
En amerikansk embedsmand kalder det i artiklen “først og fremmest geopolitik”, og målet er eksplicit at flytte indflydelse fra kinesiske og russiske interesser i Venezuela.
Det, der skiller aftalen ud, er graden af kontrol: USA kan nedlægge veto mod udnævnelser til bestyrelsen, flertallet skal være amerikanske statsborgere, og aftalen er underlagt amerikansk lov og domstole.
Det ligner en statslig virksomhedskonstruktion, blot med en privat operatør i front.
Hvorfor de store olieselskaber holder sig væk
Trump-administrationen vælger NABEP, fordi amerikanske olie-giganter fortsat betragter Venezuela som et højrisikomarked efter nationaliseringerne i 2007.
ExxonMobils topchef har offentligt betegnet landet som “uinvesterbart”, og ConocoPhillips vil først se gamle tilgodehavender afklaret.
Chevron er undtagelsen og har samtidig annonceret et separat milliardløft af investeringer i landet frem mod 2031.
Dermed bliver NABEP en politisk bro mellem ønsket om hurtig produktion og et privat marked, der ikke vil bære risikoen alene.
Men netop den politiske “forsikring” kan afskrække investorer, hvis de frygter, at staten får fortrinsret til værdierne i stressperioder.
Juridisk slagside og politisk udløbsdato
Aftalen møder kritik for uklar lovhjemmel: Pentagon har tidligere udtalt, at det relevante kontor ikke tager aktieposter, mens Det Hvide Hus nu bekræfter en gratis ejerandel.
Oven i det kommer personrisikoen omkring NABEP’s topchef Alejandro Betancourt, der har været genstand for undersøgelser, samt et åbenlyst regimeproblem: En ny amerikansk præsident kan omstøde konstruktionen, og et fremtidigt styre i Caracas kan rive kontrakten op.
Resultatet kan blive, at den store gevinst – at “de-riske” Venezuela – i sig selv bliver den største risiko.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
