Et muligt moratorium kan bremse nye råstofprojekter og skubbe investorer mod landbaserede miner og genbrug. Samtidig strammer det geopolitikken i Arktis.
Grønlands parlament, Inatsisartut, har vedtaget et beslutningsforslag, der skal bane vej for et forbud mod dybhavsminedrift i grønlandske farvande.
Hvis Naalakkersuisut ender med at gennemføre et midlertidigt stop til udgangen af 2029, kan det lukke en potentiel ny råstofindustri, før den overhovedet kommer i gang.
Beslutningen rammer ikke kun miljødebatten, men også fortællingen om mineraler som springbræt til større økonomisk selvstændighed.
Samtidig skubber den til geopolitikken i Arktis, hvor USA, EU og Kina jagter adgang til kritiske metaller.
Det oplyser Børsen.
Forbuddet kan låse en ny industri
Forslaget pålægger Naalakkersuisut at udarbejde lovgivning, der forbyder dybhavsminedrift, og ifølge Ritzau er idéen, at forbuddet gælder til 31. december 2029 med mulighed for forlængelse i toårige intervaller.
Naalakkersuisut har i et svarnotat tilsluttet sig hovedbetragtningerne og vil efter planen fremsætte et lovforslag ved Inatsisartuts forårssamling i 2027.
For investorer og leverandører betyder tidslinjen, at eventuelle licenser, seismik, testudtag og infrastruktur kan blive sat på pause eller aldrig blive rentable.
Dybhavsminedrift kræver stor kapital og lang tidshorisont, og uden politisk stabilitet bliver finansieringen dyr eller umulig.
Det er i praksis det samme greb, Grønland brugte, da landet genindførte en juridisk barriere mod uran: Uranium Act trådte i kraft 2. december 2021 og betyder, at nye licenser ikke kan omfatte uran.
Råstofdrømme møder fiskerirealitet
Grønlands økonomi er i dag tungt afhængig af fiskeri, og netop derfor fremhæver WWF Greenland, at der stadig er begrænset viden om konsekvenserne for havmiljøet.
Et forbud kan ses som en risikostyring: En ny industri kan true de indtægter, der allerede bærer samfundet.
Samtidig har mineraler politisk været solgt som en vej til at mindske afhængigheden af Danmark.
AP peger på, at danske bloktilskud udgør omkring 20 procent af økonomien, og at der bor cirka 57.000 mennesker i Grønland.
Når Inatsisartut nu signalerer forsigtighed på havbunden, bliver presset på andre vækstspor, især landbaserede miner, turisme og nye aftaler om forsyningskæder.
Det investorer skal holde øje med
To signaler bliver afgørende.
Først: den konkrete udformning af lovforslaget i 2027, herunder om “dybhavsminedrift” også dækker efterforskning.
Dernæst: om den grønlandske linje påvirker internationale regler.
Den globale regulering er i forvejen uafklaret.
International Seabed Authority understreger, at der endnu ikke er godkendt kommerciel udnyttelse i internationalt farvand, fordi reglerne stadig er under udvikling.
Hvis flere arktiske aktører vælger stopknappen, kan det flytte kapital mod landbaserede projekter og genbrug, og det kan ændre Danmarks og rigsfællesskabets rolle i kampen om kritiske mineraler.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
