Stigende statslige lånebehov og færre “sikre” købere presser renterne op, mens politiske forsøg på at styre markedet kan få utilsigtede konsekvenser.
Salget af globale statsobligationer kan fortsætte, og presset på de lange renter skyldes ifølge økonomen Mohamed El-Erian mindre inflation og mere et strukturelt mismatch mellem udbud og efterspørgsel.
Han peger på, at traditionelle, store købere af amerikanske statsobligationer bliver mindre stabile – af både geopolitiske og indenrigspolitiske grunde.
Samtidig vurderer han, at Storbritannien, Japan og Frankrig er særligt sårbare, hvis markedet begynder at tvivle på statsgældens bæredygtighed.
Og så kritiserer han Trump-administrationens forsøg på at påvirke renteudviklingen.
Det oplyser CNBC.
Et nyt regime: Mere udbud, færre “sikre hænder”
El-Erian sætter ord på en bekymring, der rækker ud over ugens konkrete rentestigninger: Det globale marked skal absorbere stadig mere gæld, mens de mest pålidelige købere ikke længere kan tages for givet.
USA har ikke “appetit på øjeblikkelig finanspolitisk konsolidering”, siger han, og konklusionen er flere opadgående renter på amerikanske statsobligationer.
Samtidig beskriver han, hvordan faste hjørnesten i efterspørgslen vakler: Kina er “ikke længere lige så villig” af geopolitiske årsager, mens Japan og golfstaterne har egne indenlandske hensyn.
Han nævner også, at den norske oliefond genovervejer sin allokering til amerikanske statsobligationer.
Isoleret set er det ikke nødvendigvis en stor strøm, men signalværdien er vigtig: Når marginalkøberen bliver mere prisfølsom, skal der højere renter til for at lokke kapitalen ind.
Tre sårbare lande – og et opsigtsvækkende fransk fokus
El-Erian udpeger Storbritannien, Japan og Frankrig som de mest udsatte blandt G7.
Særligt Storbritannien beskriver han som et “high-beta”-land, hvor britiske renter typisk reagerer kraftigere end de amerikanske, når USA’s renter bevæger sig.
For investorer betyder det, at volatilitet i USA kan forplante sig disproportionalt til britiske statspapirer – og dermed til finansieringsvilkår i resten af økonomien.
I eurozonen hæfter han sig ved et markant skifte: Hvor markederne historisk fokuserede på Italien, er Frankrig i stigende grad blevet omdrejningspunktet, og Italien handler endda “inden i” Frankrig.
Det understreger, at kreditpræmier i Europa ikke længere kun handler om periferi kontra kerne, men om politisk og finanspolitisk troværdighed i selve centrum.
Politik, buybacks og centralbankens råderum
El-Erian kalder det “uheldigt”, at Trump-administrationen presser på for lavere renter og samtidig udvider tilbagekøb af lang løbetid, efter at renterne er steget til flerdekadehøjder.
Hans pointe er, at staten risikerer at signalere, at den vil “pålægge markedsudfald” – en strategi, der kan udløse collateral damage, hvis investorer begynder at kræve en politisk risikopræmie.
Markedet priser samtidig en tæt afvejning mellem renteforhøjelse og pause ved næste Fed-møde, hvilket gør følsomheden over for nye finanspolitiske signaler ekstra høj.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
