Sabotagefrygt og hybride trusler sender milliarder mod teknologier, der kan overvåge kabler, rørledninger og elforbindelser på havbunden – men ansvaret er uklart, og ingen kan dække alt.
Våbenkapløbet rykker ned på havbunden, hvor kritisk infrastruktur som datakabler, gasrør og elkabler i stigende grad ses som et militært og økonomisk sårbart mål.
Nye autonome undervandsdroner, sensorer og kommunikationssystemer bliver udviklet og indkøbt i hast, drevet af frygt for sabotage og såkaldt hybrid krigsførelse.
Samtidig positionerer store europæiske forsvars- og industrikoncerner sig til et marked, der kan blive lige så skelsættende som luftdroner har været for krigen i Ukraine.
Men teknologien er vanskelig, og regningen – samt ansvaret – er langt fra afklaret.
Det oplyser CNBC.
Havbundens infrastruktur er blevet en strategisk front
Sagen handler i bund og grund om globaliseringens fysiske rygrad.
Over 1,5 mio. kilometer undersøiske kommunikationskabler er i drift globalt, og nettet vokser i takt med cloud, AI og øget datatrafik.
Dertil kommer rørledninger og et stigende antal elkabler, der binder elmarkeder sammen og forbinder havvind med land.
Nord Stream-sabotagen i 2022 viste, hvor hurtigt et angreb kan få geopolitisk og økonomisk slagside – og har gjort en tidligere niche til et topprioriteret sikkerhedsspørgsmål i Europa.
Industrien ruster sig: Fincantieri og nye defense-tech spillere
På udbudssiden skærper etablerede aktører profilen.
Italienske Fincantieri vil købe majoriteter i fire selskaber for omkring 600 mio. euro for at styrke kapaciteter inden for undervands- og overfladedroner, marine surveying og subsea-kommunikation.
Også franske Thales har længe haft ben i sonar, minedetektion og anti-ubådskrig.
Samtidig vokser en ny generation af europæisk defense-tech frem: Tyske Euroatlas har udviklet den autonome undervandsplatform GrayShark og oplyser at have kontrakter for over 100 mio. euro med europæiske flåder.
Den store flaskehals: Skala, ansvar og teknologi
Det centrale problem er skala.
Havet kan ikke patruljeres som luftrum, og bemandede fregatter og ubåde er for få og for dyre til konstant tilstedeværelse.
Autonome systemer kan give “vedvarende” overvågning i udvalgte zoner, men undervandsmiljøet gør kommunikation, navigation og identifikation markant sværere end i luften.
Og selv med bedre sensorer opstår næste stridspunkt: Meget af infrastrukturen ejes af private selskaber, mens trusselsbilledet nu er militært.
Resultatet peger mod tættere samarbejde mellem stat og ejere – men også en voksende kamp om, hvem der ender med at betale for sikkerheden.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
