Landets strategiske buffer har dæmpet krisen efter konflikten i Golfen, men nye importtal peger på et vendepunkt for Brent og global vækst.
Kinas massive lagre af råolie har i månedsvis fungeret som en stødpude, der har holdt verdens oliepriser nede, selv om krigen i Mellemøsten har truet forsyningerne.
Ved at trække på reserverne og skrue ned for importen har Beijing i praksis reduceret efterspørgslen netop i en periode med høj geopolitisk risiko.
Men de seneste måneders stigende import antyder, at den kinesiske “pauseknap” kan være ved at blive sluppet.
Det øger risikoen for et nyt prisløft, hvis Kina igen begynder at købe som før konflikten.
Det oplyser CNBC.
Kinas buffer har holdt krisen fra døren
Da krigen brød ud i slutningen af februar, frygtede markedet en klassisk energikrise, især hvis Hormuzstrædet – en vital flaskehals for omkring en femtedel af verdens energiforsyning – blev lukket.
Ifølge S&P Global Ratings’ cheføkonom Paul Gruenwald var det netop Kinas lagerstrategi, der hjalp med at afværge et “dommedagsscenarie”.
USA’s energistyrelse EIA anslår, at Kina ved udgangen af 2025 havde 1,4 mia. tønder i strategiske og kommercielle råolielagre mod 825 mio. tønder i USA.
Samtidig faldt Kinas import til under 8 mio. tønder om dagen i maj og juni – første fald af den type siden 2016 – hvilket har lagt en dæmper på priserne og givet kinesisk økonomi ro.
Tegn på vendepunkt: importen stiger, Brent over 100 dollar
Brent lå omkring 80 dollar, før den igen skød op og passerede 100 dollar onsdag i takt med fornyede spændinger mellem Iran og USA i Golfen.
I den situation bliver Kinas næste skridt afgørende: Officielle handelstal viser, at importen steg 22% i juli og yderligere 6,2% i august målt måned for måned, om end stadig under sidste års niveau.
IMF advarer om, at hvis Kina genoptager importen i samme tempo som før krigen, vil det forstærke modvinden mod global vækst markant, fordi højere energiomkostninger hurtigt rammer inflation, renter og forbrug.
Hvor længe kan Kina – og verden – holde til det?
Analytikere peger på, at Kinas model bygger på flere stødpuder: store reserver, lovkrav om ekstra lagre hos olieselskaber og et energimix, hvor kul fortsat fylder cirka 53% og kan erstatte olie i en krisesituation.
Men bufferen er ikke uendelig, og hvis Beijing både skal genopbygge lagre og sikre stabil forsyning, kan købsbølgen blive en ny priskatalysator.
Eurasia Group forventer olie i intervallet 85-100 dollar frem mod 2027, mens Goldman Sachs advarer om, at 120 dollar fortsat er i spil, hvis krigen fortsætter med at forstyrre skibsfarten.
Christian Pedersen er journalist på FinansFokus og dækker markeder, investering og erhvervsliv.
